Hvad toppostkabalen viser om EU’s splittelse

Når EU’s 28 stats- og regeringschefer mødes lørdag eftermiddag for at finde en ny formand for det europæiske råd, så er det ikke kandidaternes kvalifikationer, som de bliver valgt på.

Til alle de, der frygter at EU helt uden, at vi ved det, er ved at udvikle sig til et føderalt Europa uden national selvbestemmelse, så kommer her en beroligende meddelelse.

Følg med i løbet af weekenden, hvor der skal findes en ny formand for det Europæiske Råd (af nogen kaldet EU-præsidenten). Her vil processen afsløre, hvor langt væk ideen om et føderalt Europa er.

Når listen af kandidater bliver gennemgået af regeringslederne, så er det ikke deres kvalifikationer, som de vil blive valgt på.

Udenrigschefen
Favoritten til den ene af de to topposter er den italienske udenrigsminister Federicia Mogherini. Den 41-årige udenrigsminister, der er uddannet i Statskundskab har siddet på posten i et halvt år. Jeg gentager – et halvt år som udenrigsminister. Tag selv et kig på hendes Wikipedia-profil og vurder, hvor meget ballast hun kommer ind til jobbet med: http://en.wikipedia.org/wiki/Federica_Mogherini

Til sammenligning kunne du tage et kig på den svenske udenrigsminister, der også har været nævnt som en mulighed til posten: http://en.wikipedia.org/wiki/Carl_Bildt

Federicia Mogherini vil (hvis hun bliver valgt) blive chef for 6000 mand, verdens største udviklingsbistandsbudget og bestride en post som viceformand i EU Kommissionen.

Formanden
På formandsposten er det den polske premierminister Donald Tusk, der i den seneste uge er trådt ind som klar favorit til posten.

Her har vi til gengæld at gøre med en erfaren politiker: http://en.wikipedia.org/wiki/Donald_Tusk

Tusk er eftersigende også godt forbundet med de øvrige europæiske politikere, selvom han stadig ikke kan tale hverken flydende fransk eller engelsk.

Han er den længstsiddende polske premierminister (valgt to gange) siden landets uafhængighed og har vist sig som en både selvsikker og markant stemme i politik. Men for tiden taler meningsmålingerne for, at han alligevel vil miste posten som premierminister, når der er valg i Polen til næste år. Det er altså et fint tidspunkt at stikke af på.

Erfaringen eller kvalifikationerne er der ikke noget galt med. Men når der skal argumenteres for, hvorfor han skal bestride posten, så bliver det fremhævet, at han er fra et østeuropæisk land, og det vil tilfredsstille den del af Europas hunger efter en toppost. Det er ikke en kvalifikation i sig selv at komme fra et østeuropæisk land, ligesom det heller ikke er en kvalifikation i sig selv at være kvinde og socialdemokrat.

Kriterierne
Med andre ord viser kampen om EU’s topposter med al ønskelig tydelighed, at man ikke bliver valgt på baggrund af sine politiske visioner, sine kvalifikationer eller sin popularitet. Man bliver valgt, fordi de 28 stats- og regeringschefer med 28 vidt forskellige holdninger kan acceptere kandidaten.

Man bliver valgt på baggrund af sit køn, sin nationalitet og sin neutralitet i store politiske spørgsmål. Eller ligefrem fordi, man kan være modvægt til hinanden, som det er tilfældet med Mogherini/Tusk, når det angår situationen i Ukraine.

Havde Europa været sammentømret og føderalt i sin natur, så havde det været helt andre kriterier, topposterne blev fordelt efter.

Så bare tag det roligt.

Højdepunkter fra PDF 2011

Mandag og tirsdag i denne uge deltog jeg i konferencen Personal Democracy Forum på NYU i New York. I løbet af de to dage var der et stramt program med en stor bunke af interessante talere.

Her har jeg lavet et udpluk af de bedste:

1. Marko Rakar, kroatisk gennemsigtighedskæmper:

Watch live streaming video from pdf2011 at livestream.com

2. Andy Carvin – “udlandskorrespondent” på Twitter.

Watch live streaming video from pdf2011 at livestream.com

3. Michael Welsch – et antropologisk kig på sociale medier:

Watch live streaming video from pdf2011 at livestream.com

4. Dan Sinker – Manden bag den falske Twitter-profil for Chicagos nye borgmester:

Watch live streaming video from pdf2011 at livestream.com

5. Jan Gilliam – Internettet som religion:

Watch live streaming video from pdf2011 at livestream.com

denne side kan du selv bladre rundt i de mange forskellige taler, der blev holdt på Personal Democracy Forum 2011.

Links til en gennemsigtig tidsalder

Bogen Wikileaks - and the age of transparency giver et godt overblik over online gennemsigtigheds-projekter verden over.

For et par uger siden meldte jeg mig uden af Samlerens Bogklub. En stor beslutning, men den føles rigtig.

Cirka en uges tid efter gik jeg ud og købte min første Kindle E-reader. Det køb er jeg ganske overbevist om, at jeg ikke kommer til at fortryde.

Den første bog, som jeg læste på min nye Kindle var Wikileaks – and the age of transparency af Micah L. Sifry.

Micah er en stifterne af Personal Democracy Forum, der en gang om året afholder en stor konference om, hvordan teknologi ændrer politik.

Egentlig er Personal Democracy Forum en udspringer af deres projekt techPresident.com, der blev startet i 2008, hvor Micah L. Sifry sammen med sin makker Andrew Rasiej bloggede om præsident Obamas valgkampagne på internettet.

En af de helt store ændringer i politik, der er kommet som konsekvens af teknologi, er Wikileaks læk af hemmeligstemplede dokumenter. Micha L. Sifry har gennem mange år fulgt Julian Assanges arbejde med Wikileaks, og han var også taler på deres konference allerede før, at Wikileaks i 2010 blev kendt med deres lækkede militære rapporten fra krigen i Irak.

Continue reading

Hvorfor paratviden er vigtig for journalister: Musikanmelder i en Twittertid – Part 2

Da jeg var til The Strokes koncert fredag aften i Madison Square Garden, havde jeg en niche: Jeg kan skrive på dansk.

Jeg var hverken den største strokes-ekspert på stedet, den køligste anmelder eller ekspert på brugen-af-guitarer-i-indie-rock-genren-anno-2011.

Som jeg skrev i mit tidligere blogindlæg kunne jeg tilgengæld udnytte de eksperter, der stod omkring mig og kastede alt deres viden om musikken, jeg lyttede til, op på min Twitter-stream.

Men hvorfor egentlig læse min mening om koncerten, når jeg hverken er den største strokes-ekspert på stedet, den køligste anmelder eller ekspert på brugen-af-guitarer-i-indie-rock-genren-anno-2011?

Continue reading

Musikanmelder i en Twitter-tid

I går var jeg til koncert med The Strokes i Madison Square Garden. Koncerten skulle jeg anmelde for Gaffa.dk, og for at forberede mig på det, havde jeg naturligvis lyttet alle deres album grundigt igennem, samt læst anmeldelser af dem fra tidligere koncerter.

Til at anmelde koncerten havde jeg medbragt min mobiltelefon med app’en Evernote installeret. På forhånd havde jeg skrevet min research ned hjemmefra med blandt andet typiske numre på sætlisten, særlige ting jeg ville være opmærksom på og… hvilket hash-tag koncerten kunne følges med på Twitter.

Madison Square Garden havde nemlig dagen forinden sendt en mail ud om, at folk der twittede fra koncerten meget gerne måtte bruge hash-tagget #STROKESatMSG, og det gjorde de i flittig stil.

Continue reading

nyt-libyen1

New York Times journalister fortæller om fangeskabet i Libyen

De fire journalister fra New York Times på Columbia University. Fra højre mod venstre er det Tyler Hicks, Anthony Shadid, Lynsey Addario og Stephen Farrell. Sidste kvinde er professor fra Columbia og ordstyrer på debatten.

De har beskrevet det i New York Times og netop fortalt om det i en video, men de fire journalister fra New York Times, der den 15. marts blev taget til fange af Gaddafis styrker i Libyen, fortalte for første gang offentligt om deres seks dage med dødsangst og uvished, da de i går eftermiddags besøgte journalistskolen på Columbia University i New York.

Anthony Shadid, Tyler Hicks, Lynsey Addario og Stephen Farrell fortalte åbent om deres oplevelser i Libyen, og hvad tilfangetagelsen kommer til at betyde for deres journalistik.

Den kvindelige fotograf Lynsey Addario har været i særligt fokus efter, at hun sammen med sine kolleger vendte tilbage til USA. Hun blev udsat for seksuelle ydmygelser fra libyske soldater, der befamlede hende, og det har skabt en del diskussion i den amerikanske medieverden om rollen som kvindelig krigskorrespondent. I februar vendte en kendt kvindelig tv-journalist – Lara Logan fra CBS News – hjem fra Egypten, efter hun havde været udsat for et voldtægtsforsøg på Tahrir Square.

Continue reading

Opfinderen af Twitter bliver dobbeltdirektør

Jack Dorsey at Columbia

Jack Dorsey - opfinderen af Twitter - bliver interviewet af Julia Angwin fra Wall Street Journal på Columbia School of Journalism.

Jack Dorsey var på Columbia University i går og fortælle om sin tilbagevenden til Twitter, som han selv grundlagde, samt om sin nye revolution Square – en lille dims, som du kan tilslutte din mobiltelefon og modtage kreditkort-betalinger.

Jack Dorsey opfandte i sin tid Twitter, men har gennem længere tid været væk fra firmaet, der nu har hyret ham til at vende tilbage igen som CEO. Det har vakt en del diskussion, om han både kan håndtere, at være CEO for betalings-revolutionen Square og Twitter på samme tid.

- Jeg arbejder meget disciplineret og føler enormt meget for begge firmaer. På Square har vi forfremmet en del talentfulde mennesker, som jeg er tryg ved at overlade flere beslutninger til, sagde han blandt andet under sit besøg på Columbia University.

Jeg har samlet mine tweets fra arrangementet – samt enkelte andre – her Continue reading

Bill Keller bliver interviewet af Brook Gladstone i New Yorks presseklub, der her har taget City University of New Yorks journalistbygning til låns.

New York Times overvejer at lave egen Wikileaks

Bill Keller bliver interviewet af Brook Gladstone i New Yorks presseklub, der her har taget City University of New Yorks journalistbygning til låns.

Den 3. marts besøgte Bill Keller – chefredaktør for New York Times New Yorks presseklub. Han fortalte blandt andet om, at New York Times selv har overvejet at lavet deres egen udgave af Wikileaks, men stadig ikke har gjort det på grund af juridiske årsager, samt hvordan det er som chef at sende sine medarbejdere ud i krigszoner, hvor han ikke kan føle sig sikker på deres overlevelse. Han blev rørt, da han fortalte, at han gennem tiden havde mistet tre journalister. En historie, der blev uvirkelig nær, da fire New York Times medarbejdere blot et par dage senere blev taget til fange i Libyen.

Continue reading